18: Den hemmelige investor - og pitch i privaten!

microphone

Det begynder at gøre alvorligt ondt! Jeg har ikke fået fast månedsløn, siden jeg for lidt over et år siden stoppede på Go' morgen Danmark, og nu er der snart brug for førstehjælp til kassekreditten. Og jeg er ikke den eneste, der mangler penge. Det gør GoLittle også. For uden penge - ingen app! Og nu er jagten så gået ind på investorer. I denne episode kan du komme med til mit allerførste møde med en hidtil ukendt business angel, der måske vil investere i GoLittle.

Du kan også møde brødrene Anders og Søren, der kender alt til at leve uden løn - de sidder nemlig to skriveborde fra mig, hvor de er i gang med at revolutionere landbruget med Farmbackup, der er en slags GoMore for landbrugsmaskiner. Og Anders og Søren lever også helt uden løn.

Og så kan du komme med til generalprøve på det altafgørende GoLittle pitch. For 12 timer inden, jeg skal pitche for venturekapitalfonden Seed Capital, altså sådan rigtigt og for alvor, holder jeg generalprøve for min hustru, Marlene. Og det går ikke helt som planlagt!

Husk, at du nu kan følge GoLittle på Facebook og selvfølgelig på golittle.dk.

God fornøjelse!

Lyt og abonner på podcasten i iTunes


17: Jesper Buch - eller kaos?

microphone

Jesper Buch var den første, jeg pitchede idéen om GoLittle for - en guide til de bedste oplevelser med børn. Og siden dengang, for lidt mere end et halvt år siden, er Jesper på den ene eller anden måde blevet ved med at poppe op på vejen mod at gøre GoLittle til virkelighed. Han har hele tiden udvist en eller anden form for interesse. Men alligevel ikke mere, end at vi endnu ikke har en aftale. Og nu skal jeg ha' fundet ud af, om den langvarige flirten kan konverteres til et fast forhold!

Sammen med Shape Christian og mig kommer du med til forhandlingsmøde med Jesper. Forhandlingsmøde om penge og procenter. For hvis Jesper skal være partner i GoLittle, er det ved at være tid. Nu har vi gået rundt om den varme grød længe nok, så i dette afsnit tager jeg tyren ved hornene.

Om vi når frem til en aftale, må du høre med egne ører. Men jeg kan i hvert fald love, at du kommer med helt ind til forhandlingsbordet. Og at Jesper ikke giver sig uden kamp!

God fornøjelse!

Bedste hilsner
Morten

Lyt og abonner på podcasten i iTunes


16: Afsløring af den hemmelige funktion - og det perfekte pitch!

microphone

Indrømmet, der er noget, jeg ikke har fortalt dig! GoLittle kommer til at kunne mere og andet end at guide forældre til de bedste oplevelser med ungerne - og hvad det er, får du svaret på nu. Det begynder med “L..”!

Og der er meget, der skal nås i denne 16. episode af min startup podcast. Først og fremmest skal du altså ha’ at vide, hvad det er GoLittle kommer til at kunne, som jeg endnu ikke har fortalt endnu. Og som Jesper Buch tror, kan blive en game changer! Jeg løfter sløret over rødvin og søndagsbøffer hos vores naboer, Kim og Grit.

Og så kan du også komme med indenfor hos storkapitalen. Jeg er til møde med Niels Vejrup Carlsen, der er partner i Seed Capital. Jeg har en lumsk plan om at forsøge at få Seed til at investere i GoLittle, men først skal jeg ha’ pumpet Niels for, hvordan jeg laver den perfekte præsentation, der får checkhæfterne til at blafre hos investorerne. Og der er guf at hente!

Og så slutter episoden med en lille teaser for en hemmelig mand! En mand, der måske vil investerer i GoLittle. Spændingen stiger!

God fornøjelse!

Bedste hilsner
Morten

Lyt og abonner på podcasten i iTunes


15: På jagt efter 4 millioner - og en milliard! Hjemme hos Praktikant Kristian og kæresten. Og en hemmelighed!!

microphone

Jeg mangler penge. Helt præcist 4 millioner gode danske kroner som skal til, for at GoLittle kan blive til virkelighed. Og de penge har jeg ikke. Så nu skal jeg på jagt efter investorer, der vil investere i projektet. For hvis ikke der kommer penge i GoLittle meget snart, så kan jeg stille mig op i køen af arbejdsløse iværksættere. Heldigvis får jeg gode råd af superiværksætteren Jesper Buch.

Og så kan du komme med hjem til Praktikant Kristian, der aflægger rapport til sin kæreste Pauline efter første dag som min meget ulønnede medarbejder. Gisp! Og så kommer du også på blind date med min nye bankrådgiver, Benjamin. Benjamin er erhvervsrådgiver i Danske Bank og har nu fået GoLittle i sin portefølje. Og han har - for nu at sige det på jysk - høje forventninger til projektet.

Og så slutter episoden med en teaser. En ret vild teaser. Det er Praktikant Kristian, der leverer den. Og han burde få lønforhøjelse. Eller bare få en form for løn. For det er virkelig en god teaser. Meget bedre, end jeg selv kunne ha’ skrevet den!

God fornøjelse!

Bedste hilsner
Morten

Lyt og abonner på podcasten i iTunes


14: Breaking up is hard to do - og en ny begyndelse!

microphone

Velkommen til 2017 og lidt af en sensation - min startup podcast!

For da jeg lavede det allerførste afsnit i maj 2016 anede jeg ikke, om der overhovedet kom et afsnit to. Og det er så 13 afsnit siden, for her er nummer 14 - vildt! Og tusind tak, fordi du gider at lytte.

Og det er en begivenhedsrig episode! Du kan høre, hvad jeg stiller op med mit arbejdsliv. Om jeg vender tilbage til mit job som studievært på Go’ morgen Danmark, når min orlov udløber lige om lidt. Eller om jeg kapper livlinen, vinker farvel til løn og pension og går all in på GoLittle. Det er ret spændende - og afgørende!!

Du kan også komme med til jobsamtale med en meget ambitiøs ung mand. Han hedder Kristian og er min første “ansatte”! Men han overgav sig altså ikke uden kamp.

Og så kan du ikke mindst komme med til sponsormøde med min nye samarbejdspartner som er - TADAAA: Danske Bank! Og du får selvfølgelig at vide, hvad de betaler for deres sponsorat...

Velkommen til 2017 og i øvrigt: Velkommen på golittle.dk, der nu er i luften.

God fornøjelse og (forsinket) godt nytår!

Bedste hilsner
Morten

Lyt og abonner på podcasten i iTunes


13: "Nu kører bussen!" Den store finale hos Jesper Buch - og en cliffhanger.

microphone

Her får du del to af mit, Shape Christian og Designer Nicolas’ besøg hos Jesper Buch i Spanien. Et besøg, der tager en overraskende drejning - og måske meget passende er sidste afsnit af min startup podcast i 2016.

Du kommer både med til morgensvømning - og til morgenmad i køkkenet, når Jesper kokkererer omeletter til hele flokken. Og så bliver min hustru Marlenes firma, Mambeno, der laver madplaner til børnefamilier, pludselig en afgørende brik i spillet om GoLittles videre skæbne. For måske er det Mambeno, der ender med at blive løftestangen for GoLittle! Men det kræver en lidt længere diskussion i privaten..

Og hvad med Jesper? Er han egentlig overhovedet interesseret i GoLittle? Altså så interesseret, at han måske vil overveje selv at investere..? Det får du svaret på i denne episode, der slutter med en cliffhangende telefonsamtale.

Og husk så, at du får 15 % rabat på alle sneakers til ungerne hos sneakerkids.dk frem til 31/12-2016, når du bruger rabatkoden STARTUP.

Jeg håber i øvrigt, at du vil anmelde podcasten i iTunes, hvis du synes, du får noget ud af den.

Lyt og abonner på podcasten i iTunes